Lige nu er det den travle sæson i den norditalienske provins Ligurien. Men du kan nyde sol og milde vinde her helt frem til oktober.

Politiken Rejser July 22nd 2017

http://politiken.dk/rejser/art6040065/K%C3%B8r-rundt-p%C3%A5-kysten-der-er-meget-italiensk-men-hvor-du-kan-f%C3%A5-five-oclock-tea

Ligurien er den lille provins i Norditalien med havnebyen Genova som midtpunkt på Italiens riviera.

Øst for byen ligger Riviera di Levante med Portofino og Cinque Terre. Vest for Genova hedder strækningen til den franske grænse Riviera Ponento. Der er turismen veludviklet, men den oprindelige karakter er væk. Heldigvis er byer som Cervo, Bordighera og Laiguaglia undtagelser fra reglen.

Her får du  fem bud på spændende oplevelser ved Riviera Ponento og baglandet.

1. I Bordighera drikker man five o’clock tea

Engelske aristokrater valfartede hertil i sidste halvdel af 1800-tallet tiltrukket af sol og milde temperaturer, og er årsag til Bordigheras popularitet. Selv i dag er det ikke ualmindeligt, at gæster drikker five o’clock tea på cafeerne. Endda er nogle af gaderne opkaldt efter dronning Victoria og Shakespeare.

Én notabilitet, som har sat sit aftryk på Bordighera, er dog ikke englænder, men argentiner: Den tidligere argentinske præsidentfrue Eva Peron besøgte byen i 1947, og hun indviede den 2 kilometer lange elegante promenade, som derfor blev døbt Lungomare Argentina.

Bordighera er en relativt stor by, som rummer både en historisk bydel og den noget nyere del med smukke palæer opført af englændere og omkranset af subtropiske vækster, ikke mindst daddelpalmer, som har sin egen historie: Byen var den første i Europa, som fik – og stadig har – ret til at forsyne Vatikanet med palmegrene til påskeprocessionerne.

Langs Via Romana er der flotte eksempler på de fornemme huse, med Villa Regina Margherita som et af de smukkeste. Også Pallancas eksotiske have med stejle terrasser bevokset med 3.000 plantearter, ikke mindst kaktusser, er en oplevelse for sanserne.

2. Kør ad den smukkeste rute til landsbyerne i baglandet

Fra Bordighera venter en dagtur på 150 kilometer, som forener noget af det smukkeste og mest interessante, det liguriske bagland kan frembyde. Snart bevæger vi os op i De Maritime Alper, hvor vejene bliver smallere og snoede.

Her i midten af maj flankerer vilde blomster vejen, og bladene på træerne er saftigt lysegrønne. Den første af de fortryllende bjergbyer på ruten er Seborga, som byder sig kønt til allerede på fjern afstand. Inde i byen beundrer vi udsigten over havet fra palazzoen og de intime gyder med høje stenbuer over.

Videre kører vi opad mod Dolcacqua, som ligger ved Nervia-floden. Den rundbuede bro Ponte Romano fra 1400-tallet fører over til middelalderbydelen Terra med sine pastelfarvede 6-etagers huse. Lige ovenfor på en klippe ligger den svulstige ruin af Dorio-borgen. Monet har hentet inspiration fra byen til nogle af hans malerier fra 1884, og de har bidraget til at give byen ikonstatus.

En halv times kørsel bringer os til en af de smukkeste byer, Apricale, som klamrer sig insisterende til den stejle klippevæg, den vokser op ad. Dens navn stammer fra latin, apricus – udsat for sol. Velvalgt, for klimaet her er lunt, takket være såvel solen som læ fra bjergene.

Læggene bliver ømme af at trave op ad smalle mørke gyder flankeret af robuste stenhuse. Vi støder på flere gallerier, hvor de mange kunstnere, som bor her, udstiller og sælger deres værker. Klokken 13 indtages frokosten på et lille trattoria, hvor vi nyder egnens specialitet, taggiasca-olivenolie, hældt ud over fyldte grøntsager.

Nu venter en times kørsel og 40 kilometer, hvor vejen for det meste går op, op. Landskabet er vildere, og der bliver længere imellem landsbyerne. I næsten 800 meters højde når vi til Triora ved foden af Trono-bjerget og med en fabelagtig udsigt over Argentina-dalen.

Ud over at være klassificeret som en af Italiens smukkeste landsbyer er Triora kendt som heksenes by. I 1700-tallet blev heksene nemlig brændt her, og denne grusomme fortid ser vi selvfølgelig flere vidnesbyrd om i form af skulpturer, dukker og malerier. Fra Triora følger vi vejen mod øst, hvor vi når forbi to pas, før vi slår ind på vej SS28, som fører os ned mod kysten til Cervo.

3. Udsigtsbyen Cervo – når du trænger til et hvil

Sidst på eftermiddagen samles beboerne og enkelte turister over en aperitif på restaurant Serafinos udendørsplatform. Herfra breder udsigten over Middelhavet sig 180 grader, når vi ser mod syd. Bagude rejser Cervos silhuet sig med sine varmt pastelfarvede huse og de to kirketårne. Landsbyens aner går tilbage til 300 f.Kr., hvor romerne valgte lokaliteten som et hvilested på rejsen ad Via Aurelia, den vigtige handelsrute mellem Rom og Spanien.

I middelalderen blev Cervo et hyppigt brugt refugium for pilgrimmene, og i dag er det turisterne, der kommer her. Heldigvis ikke i overtal. Den oprindelige gamle bydel har fået lov at gå fri af moderne byggeri, og der er gjort en ihærdig indsats for at bevare og restaurere bygningerne. De fleste af den stejle bys brostensbelagte stræder er bilfri.

Videre op ad de bratte stigninger når vi til den elegante San Giovanni Battista – Johannes Døber-kirken med sin smukke facade, opført i den typiske lokale barokstil. Enkelte afsnit af den oprindelige 1500-tals forsvarsmur er tilbage, og her er bougainvilleaprydede stier, som især ved Porto di Levante når et skønhedsklimaks.

Om sommeren er kirken ramme om forskellige musikarrangementer med anerkendte medvirkende. Tillige er byen vært for en årlig kammermusikfestival, som holdes udendørs.

4. De lokale bestemmer farten i Laigueglia

Lige så hektisk dagen begynder i Laigueglia med nye kræfter, lige så henslængt døsigt ender den. En tur til Laigueglia er et sympatisk møde med en by, hvor der leves uden leflen for turisterne. Her udleves traditioner og skikke så autentisk, det lader sig gøre i nutiden. Byen lever som få op til forestillingen om, hvordan en middelhavsfiskerby engang tog sig ud, med eksempelvis de farverige joller, som om morgenen trækkes op på stranden, og hvor fatter sidder og klargør nettene nænsomt til den forestående nats fangst.

Netop stranden er et af Laigueglias andre fortrin. Blå flag, fint sand og pænt med plads. Piazza Marconi ligger helt ud til stranden, og herfra kan man gå ud til enden af en stenmole og nyde synet af byen. Bortset fra sin kirke og det runde tårn ved bredden, der i 1600-tallet skulle forsvare byen mod hærgende arabiske pirater, er der ikke vigtige historiske bygninger. Den rare atmosfære, skønheden og stranden er Laigueglias raison d’etre.

5. I Grotte di Toirano boede mennesker for 12.000 år siden

Det tager tid for øjnene at vænne sig til det svage lys, når man lige kommer fra strålende solskin. Vi er sammen med vores guide, Sofia, på vej ned i Grotte di Toiranos fortryllende og eventyrlige verden af stalagmitter og stalaktitter og store grottekamre. Grotterne ligger tæt på landsbyen Toirano og blot få kilometer fra kysten. Hele denne underjordiske verden er sammensat af 150 grotter, hvoraf de 3 er åbne for publikum.

Sofia fører os til den første af dem, Basura, som også kaldes heksegrotten og er 450 meter lang. Hun peger med sin lommelygte ned i jorden: »Se knoglerne og aftrykkene. De stammer fra hulebjørne, som lå i hi her for 20.000 år siden«.

I Corridoio delle Impronte udpeger hun aftryk af hænder og fødder.

»De stammer fra folk, som boede her for 12.000 år siden, og som kom her for at dyrke deres ritualer«.

I Grotta Inferiore di Santa Lucia ses overvældende stalagmitter og stalaktitter i surreale formationer tillige med forstenede blomster, og fortryllelsen fortsætter i grottens største sal, Pantheon, i form af en 8 meter høj slank søjle. Sofia afslutter rundturen med at slukke alle lamper, hvorefter et stykke klassisk musik lyder, mens lysene atter tændes og forvandler kammeret til en audiovisuel oplevelse af dimensioner.

 

Laisser un commentaire

Or